En uregerlig gadehund, et par hvide mus med lyserøde haler og en skildpadde, der kravlede i jorden for godt ved den første vindning ... det er de kæledyr, jeg næsten ikke husker, men de opmuntrede min barndom. Så kom marsvin i overflod, min mor fortalte mig at vælge det tykkeste, det ville være det sundeste, men efter et par dage havde vi straks omkring fem. Og de critters elskede hinanden, fordi der var mange, mange, så mange, at jeg delte dem ud ved skoleporten i børnehaven. Vores Krulleke, som navnet antyder, havde krøllet hår, en lille sort puddel var det. Jeg må have været omkring 8 år gammel, skat! Nej, ikke en formskåret model, snarere en med et vildere udseende, men så blødt indeni, han levede som atten. Guldfisk, undulater, kanariefugle, kyllinger, hamstere, kalkuner, vandskildpadder. Sidstnævnte gik med dem til et værelse, de stod i en børnepool på komfuret og fik bøf og blev gigantiske. Og i mit værelse, eller rettere sagt på en vens værelse, mødte jeg min mand Danny, og han gav mig, udover mine to smukke børn, den smukkeste gave nogensinde: Marie, en smuk dalmatiner. Vi tog endeløse ture med ham rundt i Park Abbey, Heverlee og flyttede efter et par år med os til Sint-Agatha-Rode. Han var gode venner med vores blå parakit, der fløj ind for at gå i bad, så snart du åbnede hanen. Sidstnævnte stjal også resterne af børnenes mad fra deres høje stole. To flamske giganter, kaninerne altså, fik også fuldstændig frihed her. De løb løs i haven og sov om natten i garagen. Hunden og kaninerne sendes ofte sammen i haven side om side. Kyllinger, har altid haft. En lovebird er også fløjet rundt her. Ikke kun i huset, også rundt i huset, og han blev ved med at vende tilbage. Han var min mands bedste ven. Da Marie døde, kom der snart en ny hund, Louka, en otte-årig gravhund.
Kort sagt en lille introduktion, lidt stor, for at sige, at jeg elsker dyr. Som barn drømte jeg om at blive landmand, bonden i enden af gaden, hvor jeg boede som barn, lærte mig og min bedste ven at malke køer. Jeg vil heller aldrig glemme, at vi fik lov at slå telt op med hende i sommerferien og campere på gården. Jeg var altid udenfor, helst i naturen: kiggede på insekter på enge, klatrede i buske i træer, reddede haletudser i ødemark, svømmede i damme, ... Og for at være ærlig må jeg sige, at det nogle gange var til ærgrelse for min mor ... Hvorfor ville jeg ikke lave gåder eller brætspil eller læse en bog med min søster? (Sene undskyldninger til min søster, undskyld, Inneke.) Jeg blev ikke bondekone, dyrlæge, som jeg også tænkte på længe, til sidst heller ikke. Jeg studerede sprog (hollandsk, fransk, spansk) og fik et pædagogisk eksamensbevis. Hele mit liv har jeg undervist med hjerte og sjæl. Og så blev jeg syg, og jeg tænkte meget. Jeg er over 50, hvad vil jeg ellers gerne opnå. Intet stort, intet særligt, intet chokerende ... Men min beslutning blev truffet, jeg ville have mere natur og dyr i mit liv. Derudover er mine børn nu uafhængige, Michiel er 20 og Anne-Lore fortsætter med at studere næste år. De har ikke længere brug for min daglige pleje. Og jeg tilmeldte mig et grundlæggende kursus i alpakaopbevaring.
Og så begyndte bolden at rulle. Hvor ville det være dejligt at kunne beholde de dyr selv. Jeg kørte regelmæssigt til Gingelom, hvor jeg fulgte grundforløbet for at lære mere om dyrene og også at arrangere gåture med dem. Hvor beroligende er de dyr! Den fred vil jeg gerne give videre til campisterne på engen. Velkommen!
